Mange jægere og hundeejere har erfaret, at der blandt næsten alle jagthunderacer findes individer, der, når de mærker fært af vildt, kortvarigt stopper op og peger med snuden mod eksempelvis en trykkende fasan. Som i vegetationen stort set er usynlig for hundeføreren.

Hos den engelske setter er denne evne udviklet til perfektion.  Og det er i sandhed en fascinerende oplevelse at opleve en stående jagthund, der til fuldkommenhed mestrer at tage stand for og fastholde hønsefugle.

Standen har mange facetter; hos tophunden er det i virkeligheden en mangesidet kunstart. Hunden skal med næsens hjælp lokalisere fuglene på netop den afstand, der betinger, at de vælger at trykke fremfor at flygte. En øvelse, som hunden kun kan udføre, hvis den også evner at tilpasse søget til de herskende vind- og terrænforhold.

Tager hunden stand på for lang afstand, vil den eller de usynlige fugl(e) forsøge at løbe fra stedet, og kommer hunden for tæt på, letter vildtet uden for skudhold. Selv om fuglene er naglet, vil de også til tider alligevel forsøge at undvige i ly af vegetationen, og så handler det for hunden om, at den med en nøje afpasset opfølgning magter at nagle fuglene på ny. Det handler i virkeligheden om, at hunden med lugtesansens hjælp evner at finde den usynlige grænse til vildtet, som får det hele til at gå op i en højere enhed.

Det siger sig selv, at hunden skal holde sin stand, indtil der kan afvikles en jagtbar situation; det betyder i praksis, at føreren, når han giver hunden besked på at avancere og rejse vildtet, skal være så tæt på den lettende fugl, at han eller hun kan fælde den med et forsvarligt haglskud.

På flade stub- eller roemarker handler det sjældent om mere end et par minutter, før en stand kan afvikles, men i uoverskueligt terræn er det ikke ualmindeligt, at hunden skal holde standen en rum tid. Denne artikels forfatter har på sneppejagt i store plantager og ikke mindst på rypejagt i norske fjelde ofte oplevet, at engelske settere har måttet holde deres stand i halve timer.