Den engelske setter har – ikke overraskende – England som oprindelsesland. Tilbage i 1500-tallet anvendtes hunde på de engelske heder til fangst af agerhøns. Hundene skulle naturligvis finde fuglene, men de måtte for alt i verden ikke bringe dem til flugt. Af den enkle årsag, at man dengang ikke havde skydevåben, der var egnede til at fælde fugle i flugt.

Det var derfor af helt afgørende betydning for en succesfuld jagt, at man havde hunde, som evnede at nagle og fastholde agerhønsene, til jægerne kom frem og kunne kaste store net over fuglene.

Det vil være alle jægere bekendt, at hønsefugle fremfor flugt ofte vælger at ”trykke/skjule” sig i vegetationen, når de oplever at en fare nærmer sig. En adfærd, der er et resultat af årtusinders evolution og formentlig udviklet, fordi det, især i forhold til rovfugle, var sikrere at blive liggende i total ro, end det var at forsøge en kapflyvning på liv og død med lynhurtige falke og høge. 

Det er denne overlevelsesadfærd, som er fundamentet for både fortidig og nutidig jagt med stående jagthund.